http://stockholm.hostmaster.org/articles/icj_genocide_cornered/da.html
Den Internationale Domstol (ICJ) står over for et afgørende øjeblik i sin historie. I sagen Sydafrika mod Israel skal retten afgøre, om Israels handlinger i Gazastriben udgør en overtrædelse af 1948-Folkedrabskonventionen. Hvis den finder Israel skyldig, vil det udløse et juridisk og moralsk jordskælv – et, der næsten helt sikkert vil afgøre udfaldet af den parallelle sag Nicaragua mod Tyskland, som anklager Tyskland for at medvirke til og opildne til netop dette folkedrab.
Men hvis retten frifinder Israel, vil konsekvenserne være lige så historiske – om end i en mørkere retning. ICJ vil være nødt til at forklare, i udtømmende detaljer, hvorfor et enormt og voksende bevisgrundlag, præcedens og ekspertkonsensus om folkedrab ikke gælder i denne sag. Denne forklaring skal ikke blot være lang, men ekstraordinær – i realiteten omskrive årtier af folkedrabsjurisprudens for at skabe en hidtil uset undtagelse. Kort sagt, Israels handlinger, dets embedsmænds udtalelser og dets fortsatte trods mod ICJ’s ordrer har efterladt retten med ringe valg ud over at opretholde Folkedrabskonventionen – og holde både gerningsmanden og dem, der muliggjorde det, til ansvar.
Ifølge artikel II i 1948-Folkedrabskonventionen defineres folkedrab som handlinger begået med hensigt om at ødelægge, helt eller delvist, en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, herunder:
Hensigt (dolus specialis) er det, der adskiller folkedrab fra andre forbrydelser. ICJ, sammen med tribunalerne i Rwanda og det tidligere Jugoslavien, har længe accepteret, at hensigt kan udledes af “et mønster af adfærd”, især når direkte hensigtserklæringer kommer fra højtstående embedsmænd. (Se: Krstić, Akayesu, Bosnien mod Serbien.)
Der findes nu et enormt og voksende arkiv – indsamlet af FN-organer, NGO’er, medieundersøgelser og uafhængige eksperter – der viser, at Israels militære kampagne i Gaza har omfattet:
Dette er ikke isolerede udskejelser eller collateralskade. De afspejler en sammenhængende og vedvarende kampagne, der rammer de kerneelementer, der er nødvendige for liv – i overensstemmelse med artikel II(c) i Folkedrabskonventionen: “levevilkår beregnet til at medføre en gruppes fysiske ødelæggelse.”
Lige så fordømmende er de offentlige udtalelser om folkedrabsmæssig hensigt fra israelske embedsmænd på højeste niveau, herunder:
Dette er ikke marginale stemmer. De er officielle statsrepræsentanter, og deres udtalelser er blevet omsat til politik. Ifølge eksisterende ICJ- og ICTY-præcedens er sådanne eksplicitte hensigtserklæringer blevet accepteret som stærkt bevis på folkedrabsmæssig hensigt, især når de kombineres med en koordineret ødelæggelseskampagne.
I januar 2024 udstedte ICJ foreløbige foranstaltninger i Sydafrika mod Israel og konkluderede, at Sydafrikas påstand om folkedrab var sandsynlig. Retten beordrede Israel til:
Israel har ikke overholdt disse foranstaltninger. Hjælp er stadig blokeret, civil lidelse er intensiveret, og opildnelse er gået ustraffet. Dette er mere end trods – det er potentielt en stiltiende indrømmelse af folkedrabsmæssig hensigt.
I folkeretten antyder manglende ændring af adfærd efter officiel advarsel fra verdens højeste domstol viden om risikoen og vilje til at fortsætte alligevel. Det forvandler sandsynlig risiko til troværdigt bevis på hensigt.
Hvis ICJ i sidste ende afgør, at Israel ikke begik folkedrab, skal den forklare:
En sådan afgørelse ville ikke blot skabe en juridisk dobbeltstandard, men knuse troværdigheden af folkeretten. Og for at retfærdiggøre denne undtagelse ville retten skulle afvige fra sin egen jurisprudens og udstede, hvad der sandsynligvis ville blive den længste udtalelse i dens historie.
Hvis ICJ finder Israel skyldig i folkedrab, gør Tysklands rolle som nøgleleverandør af våben og diplomatisk forsvarer det til den mest sandsynlige næste stat, der findes i brud. Tyskland:
Hvis Israel er skyldig, kan Tysklands materielle og politiske støtte opfylde kravene til medvirken til og opildnelse til folkedrab under artikel III(e). Sagen Nicaragua mod Tyskland afhænger dermed direkte af udfaldet af Sydafrika mod Israel.
ICJ blev skabt for at forhindre, at 20. århundredes forbrydelser gentages i det 21. Israels handlinger i Gaza og dets manglende overholdelse af ICJ’s foreløbige foranstaltninger placerer nu retten i en position, hvor passivitet ville have lige så store konsekvenser som handling.
Ved at fortsætte en kampagne med masseødelæggelse og afsavn efter at være blevet advaret om, at sådanne handlinger kan udgøre folkedrab, har Israel ikke blot testet den juridiske tærskel – det kan have bekræftet netop den hensigt, der gør folkedrab retsforfulgt.
Hvis ICJ ønsker at opretholde Folkedrabskonventionens integritet, må den reagere beslutsomt. Alt mindre ville ikke blot forråde konventionens formål, men i realiteten erklære, at nogle stater simpelthen er over loven.
Og hvis ICJ vælger at undskylde eller afvise, hvad så mange troværdige eksperter og institutioner allerede har anerkendt som et lærebogseksempel på folkedrab, vil det ikke blot svigte Palæstina. Det vil svigte sig selv. Det vil reducere Folkedrabskonventionen til et politisk redskab og folkeretten til teater. Retten må ikke fysisk demonteres, men den vil have demonteret sin egen troværdighed.
Hvis ICJ lader Israel slippe af sted med dette, vil det ikke være verden, der forlader retten. Det vil være retten, der forlader verden.