http://stockholm.hostmaster.org/articles/poisoning_the_wells_zionist_biological_warfare/da.html
I den moderne israelske mytologi bliver begivenhederne i 1948 ofte fremstillet som en overlevelseskrig, et øjeblik af national fødsel midt i en eksistentiel trussel. Men under denne fortælling gemmer sig en mørkere, veldokumenteret historie om krigsforbrydelser — herunder bevidst forgiftning af palæstinensiske brønde og vandforsyninger. Disse handlinger var langt fra isolerede afvigelser, men udgjorde en del af en bredere strategi for affolkning, afskrækkelse og territorial konsolidering — en strategi, der fortsætter i dag gennem ødelæggelse af vandinfrastruktur på den besatte Vestbred og den totale belejring af Gaza.
Forgiftning af vandkilder, især med biologiske midler, er ikke blot en slagmarkstaktik. Det er en krigsforbrydelse under international lov, et våben til masse lidelse og en forbrydelse mod menneskelig værdighed. I 1948 var disse handlinger allerede ulovlige under Haag-konventionen IV (1907) — som Israel, gennem kontinuitet af forpligtelser og senere tiltrædelse, er bundet af. Denne artikel skitserer den dokumenterede historie om zionistiske operationer med vandforgiftning, deres juridiske implikationer og kontinuiteten af denne taktik fra Nakbaen til i dag.
I maj 1948, da zionistiske styrker belejrede den palæstinensiske by Acre, udrullede Haganahs hemmelige Videnskabskorps (Hemed Bet) et tyfusbaseret biologisk middel i byens vandforsyning. Målet var at svække den civile befolkning, skabe panik og fremskynde flugt.
Dette var det første kendte brug af bakteriologiske våben af zionistiske styrker under krigen. Det var ikke en handling af selvstændige agenter, men en planlagt militær operation rettet mod civile.
Kort efter Acre forsøgte den samme enhed at udføre en lignende tyfusforgiftningsoperation i Gaza, dengang under egyptisk administration. Denne gang blev operatørerne arresteret af egyptiske sikkerhedsstyrker, før de kunne udrulle patogenet.
Selvom angrebet mislykkedes, viser det et klart mønster af biologiske krigsførelsestaktikker koordineret på tværs af flere fronter.
I optakten til Nakbaen rapporterede palæstinensiske landsbyer nordvest for Jerusalem — herunder Biddu og Beit Surik — forsøg fra zionistiske styrker på at forgifte eller sabotere lokale brønde. Disse landsbyer var strategisk placeret langs forsyningsruterne til Jerusalem.
Selvom mikrobiologiske beviser aldrig blev indsamlet (sandsynligvis på grund af tid og ødelæggelse), passer mønstret med det kendte operationsprofil for zionistisk sabotage i landdistrikter.
Beliggende lige vest for Jerusalem oplevede ’Ayn Karim et pludseligt udbrud af sygdom efter Haganah-angreb rettet mod landsbyens vandreservoir.
Denne hændelse illustrerer, hvordan psykologiske og biologiske taktikker blev brugt i tandem, ikke kun for at forårsage skade, men for at så frygt og fremme flugt.
I Galilæa angreb Palmach Ein al-Zeitun, dræbte mange beboere og fordrev resten. Bagefter ødelagde zionistiske styrker landsbyens brønde og vandkanaler for at sikre, at ingen vendte tilbage.
Ødelæggelsen af vandkilder var ikke blot tilfældig skade. Det var en kalkuleret strategi for at affolke landsbyer permanent.
Frigivne IDF-optegnelser viser, at zionistiske styrker planlagde at forgifte eller deaktivere vandkilder i flere galilæiske landsbyer, især dem nær våbenhvilelinjerne.
Disse planer viser, at vandforgiftning var en del af en bredere doktrin (“Plan Dalet”), ikke begrænset til en eller to isolerede hændelser.
De ovenfor beskrevne handlinger udgør klare og flere overtrædelser af international humanitær lov, der var gældende på tidspunktet for krigen i 1948:
Våbengørelsen af vand sluttede ikke i 1948. Den udviklede sig og blev en central del af Israels besættelsesinfrastruktur.
Israelske bosættere på den besatte Vestbred ødelægger eller forurener rutinemæssigt palæstinensiske vandtanke, brønde og vandingssystemer.
Nægtelse af vand er blevet en central taktik i bosætternes koloniale ekspansion, der følger samme logik som i 1948: kontrollere landet ved at afskære livsgrundlaget.
I Gaza har Israel siden 2007 håndhævet en total belejring — en der ikke kun retter sig mod grænser og elektricitet, men også mod vandrensning, sanitet og medicinsk infrastruktur.
Handlinger:
Effekter:
Belejringen omdanner vand — essentielt for livet — til et strafvåben. Det er den moderne fortsættelse af en doktrin, der først blev udrullet i de forgiftede brønde i 1948.
Det er sandt, at beskyldningen om “brøndforgiftning” engang var en ondsindet antisemitisk bagvaskelse, brugt til at retfærdiggøre mord på uskyldige jøder i middelalderens Europa. Men at anerkende reelle, dokumenterede tilfælde af zionistiske styrkers forgiftning af palæstinensisk vand er ikke at genoplive denne bagvaskelse. Det er at tale sandheden om historisk og juridisk virkelighed.
Kritik af israelske militære og bosættertaktikker — inklusive biologisk krigsførelse — er ikke antisemitisme. Det er en moralsk forpligtelse forankret i international lov, historisk ansvarlighed og den levede erfaring af palæstinensiske ofre. Tavshed over for sådanne forbrydelser beskytter ikke jøder — det beskytter krigsforbrydere og vanærer ofrene for ægte antisemitisme gennem historien.
Fra Acre til Gaza, fra saboterede landsbybrønde til den langsomme kvælning af Gazas akviferer, definerer brugen af vand som våben logikken i zionistisk kolonial bosættelse. Det er en taktik for fjernelse, afskrækkelse og dominans — og den er aldrig stoppet.
At forgifte vand er at forgifte livet. Og at huske Palæstinas forgiftede brønde er ikke at påkalde gamle bagvaskelser, men at konfrontere moderne forbrydelser — med sandhed, med lov og med kravet om, at vand og retfærdighed igen flyder frit.