http://stockholm.hostmaster.org/articles/un_restoring_credibility/da.html
Ved udgangen af 2025 er det igangværende folkedrab i Gaza blevet en af det 21. århundredes mest afgørende og ødelæggende kriser. Den vedvarende og systematiske karakter af Israels militære kampagne – kendetegnet ved ødelæggelse af civil infrastruktur, afskæring af fødevarer, vand og medicinske tjenester samt masse drab på civile – har udløst en dybtgående revurdering af den internationale retsorden.
En hastigt voksende gruppe af internationale aktører, herunder regeringer, mellemstatslige institutioner, FN-mekanismer og civilsamfundsorganisationer, beskriver nu Israels handlinger i Gaza som folkedrab i henhold til Konventionen om forebyggelse og straf af folkedrab (1948). Dette rammeværk er ikke blot en retorisk fordømmelse, men en juridisk karakterisering baseret på traktatforpligtelser, retssager og autoritative efterforskningsresultater.
Følgende liste identificerer lande, mellemstatslige institutioner og organisationer, der officielt har betegnet Israels handlinger i Gaza som folkedrab eller har henvist til Folkedrabskonventionen i denne sammenhæng:
Denne hidtil usete bredde i konsensus – der omfatter aktører fra både det globale syd og nord, på tværs af statslige, institutionelle og akademiske grænser – markerer et skift i den internationale forståelse af ansvar og forebyggelse. For første gang i perioden efter Anden Verdenskrig er Folkedrabskonventionen blevet påberåbt af flere suveræne stater mod et igangværende folkedrab, ledsaget af betydelige juridiske fremskridt ved ICJ.
De akkumulerede resultater fra stater, mellemstatslige institutioner og FN-mekanismer om, at Israels igangværende kampagne i Gaza udgør folkedrab, udgør ikke kun en moralsk bekymring, men også en troværdig og presserende juridisk risiko, der udløser FN’s kollektive ansvar for at forhindre folkedrab. Under artikel 1, 2(2) og 24 i FN-pagten har Sikkerhedsrådet en juridisk forpligtelse til at sikre opretholdelse af international fred og sikkerhed og overholdelse af de grundlæggende principper i international ret.
Folkedrabskonventionen foreskriver en universel forpligtelse til at forhindre og straffe folkedrab, hvilket afspejler en bindende (jus cogens) norm.
Konvention om forebyggelse og straf af folkedrab (1948) * Artikel 1: “De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab… er en forbrydelse under international ret, og de forpligter sig til at forhindre og straffe det.”
I sagen Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro (2007) afgjorde Den Internationale Domstol, at forpligtelsen til at forhindre folkedrab “opstår i det øjeblik, en stat ved eller normalt burde vide, at der eksisterer en alvorlig risiko.”
Den Internationale Domstol, Bosnien mod Serbien (afgørelse, 26. februar 2007) * “En stats forpligtelse til at forhindre folkedrab og den tilhørende forpligtelse til at handle opstår i det øjeblik, staten ved eller normalt burde vide, at der eksisterer en alvorlig risiko for folkedrab.”
Derfor, når troværdige beviser for folkedrab fremkommer – som fastslået gennem ICJ’s foreløbige foranstaltninger, FN’s efterforskningsmekanismer og resultater fra flere stater og menneskerettighedsorganisationer – er Sikkerhedsrådet, især dets permanente medlemmer, juridisk forpligtet til at handle for at forhindre folkedrab. Sikkerhedsrådets primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed, i henhold til pagtens artikel 24(1), og dets unikke evne til at handle kollektivt på vegne af alle medlemsstater gør denne forpligtelse særligt bindende for Rådet. Når troværdige institutioner – herunder ICJ selv – fastslår, at der eksisterer en plausible risiko for folkedrab, er Rådet juridisk forpligtet til at handle for at forhindre det.
På trods af de overvældende fakta og bindende juridiske forpligtelser, der udspringer af Folkedrabskonventionen (1948) og FN-pagten, har USA gentagne gange blokeret Sikkerhedsrådet for at tage skridt mod, hvad ICJ har beskrevet som plausible folkedrab. Siden oktober 2023 har Washington brugt vetoretten mindst syv gange for at forhindre resolutionsudkast, der sigtede mod at gennemtvinge humanitær våbenhvile, fremme humanitær adgang eller kræve overholdelse af international humanitær ret. Disse resolutioner afspejlede alle akutte opfordringer fra Generalsekretæren, Kontoret for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) og FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) samt resultater fra uafhængige efterforskningsmekanismer, men blev alligevel nedstemt af en enkelt permanent medlems ensidige modstand.
Den første veto fandt sted i oktober 2023, hvor et resolutionsudkast, der krævede en øjeblikkelig humanitær våbenhvile efter Israels indledende bombardementer og civile tab i Gaza, blev blokeret. Efterfølgende vetoer – i december 2023, februar 2024, april 2024, juli 2024, december 2024 og marts 2025 – fulgte et konsekvent og forsætligt mønster. Hver gang Sikkerhedsrådet forsøgte at opfylde sit ansvar under pagten for at opretholde international fred og sikkerhed, brugte USA vetoretten til at beskytte Israel mod ansvar og forhindre kollektive handlinger, der var designet til at beskytte civile liv.
Pagten er et sammenhængende og samlet juridisk rammeværk, hvor alle dens artikler har lige normativ status og skal fortolkes i harmoni med hinanden. Der er ingen intern hierarki mellem artikler; i stedet skal hver artikel forstås i sin kontekst, systematisk og målrettet – det vil sige i lyset af de overordnede mål og principper, der er fastsat i pagtens artikler 1 og 2. Denne systematiske fortolkning er gentagne gange blevet bekræftet af ICJ og FN’s egne juridiske organer, hvilket sikrer, at pagten fungerer som et enkelt, udeleligt instrument for international styring og ikke som en samling af isolerede beføjelser eller privilegier.
Det fortolkningsrammeværk, der er fastsat i Wien-konventionen om traktatretten (1969), anvendes ligeligt og fuldt ud på FN-pagten. Selvom pagten går forud for konventionen, var de fortolkningsprincipper, der er kodificeret i den, allerede etableret som international sædvaneret på tidspunktet for pagtens udarbejdelse og er siden blevet bekræftet i ICJ’s retspraksis. Derfor skal pagten fortolkes i god tro, i lyset af dens mål og formål og som en sammenhængende og samlet helhed.
Wien-konventionen om traktatretten (1969) * Artikel 26 (Traktater skal overholdes): “Enhver traktat, der er i kraft, er bindende for parterne og skal udføres i god tro.” * Artikel 31(1): “En traktat skal fortolkes i god tro i overensstemmelse med den almindelige betydning, der gives til traktatens vilkår i deres kontekst og i lyset af dens mål og formål.” * Artikel 31(3)(c): “Der skal tages hensyn til relevante regler i international ret, der gælder i forholdet mellem parterne.”
Derfor må beføjelserne tildelt Sikkerhedsrådet, herunder vetoretten, ikke fortolkes eller anvendes på en måde, der strider mod pagtens mål og formål.
Selvom artikel 27(3) i FN-pagten giver vetoretten til Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, er denne ret ikke absolut. Den skal strengt overholde pagtens mål og principper (artikler 1 og 24) og god tro (artikel 2(2)). Som det organ, der har primært ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed, er Sikkerhedsrådet juridisk forpligtet til at udføre sine pligter i overensstemmelse med disse forpligtelser.
I henhold til artikel 24(1) udøver Sikkerhedsrådet sin beføjelse på vegne af alle FN’s medlemsstater. Denne repræsentative delegation pålægger alle medlemmer – især permanente medlemmer med vetoret – en fiduciær pligt til at handle i overensstemmelse med pagtens grundlæggende mål og i god tro. Artikler 1, 2(2) og 24(2) sammen med artikel 24(1) understøtter et princip om, at vetoretten juridisk set ikke må bruges til at hindre Sikkerhedsrådets kollektive ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed.
Pagten pålægger gennem artikel 27(3) klare proceduremæssige begrænsninger på vetoretten, idet den fastslår, at en part i en tvist skal afstå fra at stemme i beslutninger under kapitel VI. Denne bestemmelse inkorporerer et grundlæggende princip om upartiskhed i Sikkerhedsrådets beslutningstagning. Når et permanent medlem yder væsentlig militær, finansiel eller logistisk støtte til en part i en væbnet konflikt, kan dette medlem med rimelighed betragtes som en part i tvisten og er derfor juridisk forpligtet til at afstå fra at stemme.
FN-pagten * Artikel 1(1): “At opretholde international fred og sikkerhed og til dette formål: at tage effektive kollektive foranstaltninger til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden og til undertrykkelse af aggression eller andre brud på freden og at opnå en fredelig løsning eller afgørelse af internationale tvister eller situationer, der kan føre til brud på freden, ved fredelige midler og i overensstemmelse med retfærdighed og international ret.” * Artikel 2(2): “Alle medlemmer skal, for at sikre deres rettigheder og fordele som følge af medlemskabet, opfylde deres forpligtelser under denne pagt i god tro.” * Artikel 24(1): “For at sikre hurtig og effektiv handling fra De Forenede Nationer tildeler medlemsstaterne Sikkerhedsrådet det primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed og er enige om, at Sikkerhedsrådet handler på deres vegne i udførelsen af dets pligter under dette ansvar.” * Artikel 24(2): “I udførelsen af disse pligter skal Sikkerhedsrådet handle i overensstemmelse med De Forenede Nationers formål og principper. De specifikke beføjelser, der er tildelt Sikkerhedsrådet til udførelsen af disse pligter, er fastsat i kapitel VI, VII, VIII og XII.” * Artikel 27(3): “I beslutninger under kapitel VI og under artikel 52, stk. 3, skal en part i en tvist afstå fra at stemme.”
Artikler 1, 2(2), 24(1)–(2) og 27(3), når de fortolkes under artikler 31–33 i Wien-konventionen om traktatretten, indikerer, at vetoretten ikke er et ubegrænset privilegium, men en betinget beføjelse, der er betroet af det internationale samfund. Brug af denne beføjelse i ond tro, til formål, der strider mod pagtens formål, eller på en måde, der hindrer Rådets primære pligter, udgør misbrug af retten og en handling uden for beføjelse. Sådanne vetoer har ingen juridisk virkning inden for pagtens rammer og står i konflikt med jus cogens-normer relateret til forebyggelse af folkedrab og beskyttelse af civile.
Sikkerhedsrådets ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed, som fastsat i artikler 1 og 24, omfatter nødvendigvis pligten til at opretholde international ret og forhindre grusomheder, der truer stabiliteten i internationale relationer. Rådets mandat er ikke et politisk privilegium, men en juridisk tillid, der udøves på vegne af alle medlemsstater og underlagt pagtens formål og principper. Når et permanent medlem bruger vetoretten til at blokere foranstaltninger designet til at forhindre eller reagere på folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller alvorlige overtrædelser af Genève-konventionerne, udgør en sådan handling misbrug af vetoretten og en handling uden for beføjelse under pagten.
I sådanne tilfælde bliver Den Internationale Domstols fortolkningsrolle afgørende. I henhold til artikel 36 i dens statut kan retten udøve tvistekompetence, hvis medlemsstater fremsætter en tvist vedrørende fortolkning eller anvendelse af pagten eller Folkedrabskonventionen. Desuden kan Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet og andre autoriserede FN-organer i henhold til artikel 65 i ICJ’s statut og artikel 96 i pagten anmode om en rådgivende udtalelse for at afklare de juridiske konsekvenser af vetorettens brug i specifikke sammenhænge. Selvom rådgivende udtalelser formelt ikke er bindende, udgør de autoritativ fortolkning af pagten og har afgørende vægt i FN’s praksis.
FN-pagten * Artikel 96(1): “Generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet kan anmode om en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol om ethvert juridisk spørgsmål.”
Selvom Den Internationale Domstol (ICJ) ikke har beføjelse til direkte at ophæve en Sikkerhedsråds beslutning eller veto, bevarer retten beføjelse til at fortolke FN-pagten og bestemme de juridiske konsekvenser af handlinger taget under den. Som FN’s primære retsorgan (pagten artikel 92) udøver retten tviste- og rådgivende funktioner, der omfatter spørgsmål relateret til pagtens fortolkning og legitimiteten af handlinger fra FN-organer. Derfor, hvis det fastslås, at et permanent medlem har brugt vetoretten i ond tro eller i strid med pagtens formål og principper, kan ICJ principielt bekræfte, at sådan en veto er juridisk ineffektiv, og at det relevante resolutionsudkast anses for at være vedtaget i substansen.
I praksis gør denne afgørelse det muligt for andre medlemmer af Sikkerhedsrådet at betragte en veto, der bruges i strid med pagten, som juridisk ineffektiv, hvilket tillader Rådet at vedtage resolutionen i substansen. Vetoen vil blive betragtet som ugyldig fra begyndelsen – ude af stand til at ophæve Rådets kollektive pligt til at opretholde fred og sikkerhed.
Krisen, der afsløres af folkedrabet i Gaza, viser, at FN’s lammelse ikke er en fiasko i dets stiftende dokument, men i dets fortolkning og anvendelse. Sikkerhedsrådets manglende evne til at handle over for et plausibelt folkedrab, som beskrevet af ICJ og FN’s egne efterforskningsmekanismer, skyldes ikke manglende juridisk bemyndigelse, men misbrug af vetoretten af et permanent medlem, der handler i strid med pagtens formål.
Selvom opfordringer til pagtreform er moralsk overbevisende, har de længe været uopnåelige på grund af de proceduremæssige forhindringer i artikel 108, som kræver samtykke fra dem, der har størst interesse i at bevare deres privilegier. Derfor ligger løsningen ikke i et uopnåeligt projekt om at omskrive pagten, men i fortolkning i henhold til traktatretten og pagtens egen indre logik.
Det første og mest presserende skridt er at anmode om en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol (ICJ) om vetorettens legitimitet og grænser under artikel 27(3). En sådan udtalelse ændrer ikke pagten, men fortolker den i henhold til Wien-konventionen om traktatretten og bindende internationale retsnormer, og bekræfter, at vetoretten – som alle beføjelser under pagten – er underlagt god tro, formål og mål og jus cogens-forpligtelser.
I henhold til artikel 96(1) i FN-pagten og artikel 65 i ICJ’s statut har både Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet beføjelse til at anmode om en rådgivende udtalelse om ethvert juridisk spørgsmål. Hver vej giver organisationen forskellige, men komplementære veje til at afklare vetorettens juridiske grænser.
Generalforsamlingens vej tilbyder en klar og sikker vej, da en sådan resolution kun kræver simpelt flertal og ikke er underlagt vetoretten, hvilket gør den til den mest gennemførlige og proceduremæssigt sikre vej til at opnå juridisk afklaring, især når Sikkerhedsrådet selv er lammet.
Dog bevarer Sikkerhedsrådet også beføjelsen til at anmode om en sådan udtalelse. Spørgsmålet opstår, om en veto fra et permanent medlem kan forhindre Rådet i at søge juridisk rådgivning om grænserne for dets egne beføjelser. I henhold til artikel 27(2) i pagten træffes Sikkerhedsrådets beslutninger om proceduremæssige spørgsmål med bekræftende stemmer fra ni medlemmer og er ikke underlagt vetoretten. En resolution om at anmode om en rådgivende udtalelse – da den ikke pålægger væsentlige rettigheder eller forpligtelser – falder klart inden for denne proceduremæssige kategori.
FN-pagten * Artikel 27(2): “Sikkerhedsrådets beslutninger om proceduremæssige spørgsmål skal træffes med bekræftende stemmer fra ni medlemmer.”
Præcedensen i Namibia (S/RES/284 (1970)) understøtter denne fortolkning: Rådets anmodning om en rådgivende udtalelse om de juridiske konsekvenser af Sydafrikas tilstedeværelse i Namibia blev anset for en proceduremæssig beslutning og vedtaget uden veto. På lignende vis vedrører en resolution om at anmode om en rådgivende udtalelse om vetorettens grænser Rådets egne institutionelle procedurer og udgør ikke en væsentlig handling, der påvirker staters rettigheder eller forpligtelser.
Derfor kan Sikkerhedsrådet lovligt vedtage en resolution, der anmoder ICJ om en rådgivende udtalelse om vetorettens grænser som en proceduremæssig afstemning, der kun kræver ni bekræftende stemmer og ikke er underlagt vetoretten. Når anmodningen er indgivet, er det op til ICJ at beslutte, om den vil acceptere anmodningen. Ved at gøre det bekræfter retten indirekte, at sagen er proceduremæssig og inden for dens jurisdiktion – og løser dermed spørgsmålet om vetorettens grænser gennem retten frem for politikken, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det falder inden for rettens jurisdiktion.
Denne vej sikrer, at intet permanent medlem ensidigt kan forhindre FN i at søge juridisk fortolkning af dets stiftende dokument. Den respekterer også effektivitetsprincippet under Wien-konventionen – at hver traktat skal fortolkes på en måde, der giver fuld virkning til dens formål og mål. At tillade vetoretten at forhindre en anmodning om juridisk afklaring af vetorettens egen legitimitet ville udgøre en logisk og juridisk paradoks, der undergraver pagtens sammenhæng og integriteten af den internationale retsorden.
Derfor har både Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet juridiske og komplementære veje til at anmode om en rådgivende udtalelse fra ICJ. Generalforsamlingens vej er proceduremæssigt sikker; Sikkerhedsrådets vej er juridisk forsvarlig under pagten og traktatretten. Begge veje vil opnå det samme grundlæggende mål: at afklare, at vetoretten juridisk set ikke må bruges til at forhindre forebyggelse af folkedrab eller frustrere FN’s formål.
Gennem denne proces vil organisationen tage et afgørende skridt mod at genoprette sin troværdighed – ved at bekræfte, at dens autoritet stammer fra international retsstatsprincip frem for magt. Retsstatsprincippet, ikke politiske privilegier, bør styre FN’s mest magtfulde organ. Kun ved at bekræfte dette princip kan organisationen genvinde sit stiftende formål: at redde kommende generationer fra krigens svøbe.
FN står i dag over for et dybtgående øjeblik af revurdering. Det igangværende folkedrab i Gaza har afsløret revner i den internationale retsorden – ikke i dens normers utilstrækkelighed, men i dens institutioners manglende evne til at opretholde dem. Forbuddet mod folkedrab, kodificeret i Konventionen om forebyggelse og straf af folkedrab (1948) og anerkendt som en jus cogens-norm, binder alle stater og alle FN-organer uden undtagelse. Men på trods af formelle afgørelser fra ICJ og overvældende beviser forbliver organisationens primære organ for at opretholde fred og sikkerhed lammet af misbrug af vetoretten.
Denne lammelse er ikke en uundgåelig egenskab ved international politik; det er en styringsfejl og et svigt af juridisk tillid. Sikkerhedsrådets permanente medlemmer besidder deres beføjelser på vegne af alle medlemsstater i henhold til pagtens artikel 24(1). Denne beføjelse er ikke ejerskab, men en tillid. Når vetoretten bruges til at beskytte et igangværende folkedrab eller forhindre humanitær beskyttelse, ophører den med at være et redskab til fredsbevarelse og bliver et redskab til straffrihed. Sådan brug er uden for beføjelse – uden for de beføjelser, der er tildelt under pagten – og står i strid med både pagtens bogstav og ånd.
I sidste ende afhænger FN’s evne til at genoprette sin legitimitet af dens villighed til at håndhæve sin egen ret. Genopretning af troværdighed handler ikke kun om at udstede resolutioner eller rapporter; det handler om at genjustere organisationen med de retfærdige principper for dens grundlæggelse – fred, retfærdighed, lighed og beskyttelse af menneskeliv. Folkedrabet i Gaza vil definere denne æras arv, ikke kun for de direkte involverede stater, men for hele det internationale system.
FN’s troværdighed og selve den internationale rets integritet afhænger af dette valg.
Dette resolutionsudkast fremlægges i god tro og af nødvendighed, idet det henviser til principper, der er udformet gennem århundreder i verdens store juridiske traditioner, og som hævder, at magt skal udøves med ærlighed, retfærdighed og respekt for menneskeliv.
Det tilbydes som en facilitering og ressource til enhver medlemsstat eller gruppe af medlemsstater, der gennem Generalforsamlingen søger en juridisk og konstruktiv vej til at afklare vetorettens grænser under artikel 27(3) i FN-pagten, i overensstemmelse med det fortolkningsrammeværk, der er fastsat i Wien-konventionen om traktatretten og Konventionen om forebyggelse og straf af folkedrab (1948).
Udkastet er ikke bindende og gør ikke krav på ejerskab. Det er designet til at kunne ændres, tilpasses eller udvides af enhver stat eller delegation efter behov for international fred og FN’s formål.
Det fremlægges i troen på, at når politiske reformer forbliver uopnåelige, er juridisk fortolkning den mest sikre vej til at genoprette FN’s troværdighed og bekræfte international rets forrang over magt.
Generalforsamlingen,
Mindes FN-pagtens formål og principper,
Bekræfter, at medlemsstaterne i henhold til pagtens artikel 24(1) tildeler Sikkerhedsrådet det primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed og er enige om, at Sikkerhedsrådet handler på deres vegne i udførelsen af dets pligter under dette ansvar,
Anerkender, at alle medlemmer, for at sikre deres rettigheder og fordele som følge af medlemskabet, skal opfylde deres forpligtelser under pagten i god tro, i henhold til artikel 2(2),
Noterer, at i henhold til pagtens artikel 27(3), skal en part i en tvist afstå fra at stemme i beslutninger under kapitel VI og under artikel 52, stk. 3,
Mindes, at i henhold til pagtens artikel 96(1) og artikel 65 i ICJ’s statut har Generalforsamlingen beføjelse til at anmode om en rådgivende udtalelse om ethvert juridisk spørgsmål,
Bekræfter, at Konventionen om forebyggelse og straf af folkedrab (1948) (“Folkedrabskonventionen”) kodificerer en universel forpligtelse og jus cogens-forpligtelse og forpligter sig til at forhindre og straffe folkedrab,
Noterer ICJ’s retspraksis, især i Anvendelse af Konventionen om forebyggelse og straf af folkedrab (Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro) (afgørelse, 26. februar 2007), som fastslog, at forpligtelsen til at forhindre folkedrab opstår, når en stat ved eller normalt burde vide, at der eksisterer en alvorlig risiko,
Anerkender, at Wien-konventionen om traktatretten (1969) afspejler international sædvaneret om fortolkning og udførelse af traktater, herunder principperne om god tro, formål og mål og effektivitet (artikler 26 og 31–33),
Noterer, at brugen af vetoretten skal være i overensstemmelse med pagtens formål og mål, generel international ret og jus cogens-normer, og at misbrug af retten ikke må have juridisk virkning,
Utrykker bekymring over, at brugen af vetoretten til at forhindre handlinger designet til at forhindre eller stoppe folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller alvorlige overtrædelser af international humanitær ret kan bringe Rådets evne til at opfylde sine pligter i fare og skade organisationens troværdighed,
Beslutter gennem retten at afklare vetorettens grænser og dens juridiske konsekvenser i sådanne tilfælde under artikel 27(3),
Beslutter, i henhold til artikel 96(1) i FN-pagten og artikel 65 i ICJ’s statut, at anmode om en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol om de juridiske spørgsmål, der er angivet i Bilag A til denne resolution;
Anmoder Generalsekretæren om straks at overføre denne resolution sammen med Bilag A–C til Den Internationale Domstol og forsyne retten med fakta og juridisk dossier, der er angivet i Bilag C;
Opfordrer medlemsstater, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd, Menneskerettighedsrådet, Den Internationale Straffedomstol (inden for dens mandat) og relevante FN-organer, organer og mekanismer til at indsende skriftlige udsagn til retten om de spørgsmål, der er angivet i Bilag A, og bemyndiger Generalforsamlingens præsident til at indsende et institutionelt udsagn på vegne af forsamlingen;
Anmoder Den Internationale Domstol om, hvis det er muligt, at prioritere denne sag og fastsætte tidsfrister for skriftlige udsagn og mundtlige høringer i overensstemmelse med den iboende hastende karakter af spørgsmål relateret til jus cogens-normer og forpligtelsen til at forhindre folkedrab;
Opfordrer Sikkerhedsrådet til, i afventning af den rådgivende udtalelse, at revurdere sine praksisser relateret til vetoretten i lyset af artikler 1, 2(2), 24 og 27(3) i pagten, Folkedrabskonventionen og Wien-konventionen om traktatretten;
Beslutter at inkludere et punkt med titlen “Opfølgning på Den Internationale Domstols rådgivende udtalelse om vetorettens grænser under artikel 27(3) i pagten” på sin foreløbige dagsorden for næste session og fortsætte med at forholde sig til denne sag.
(a). Gælder de sædvaneretlige regler for traktatfortolkning, der er kodificeret i artikler 31–33 i Wien-konventionen om traktatretten, for FN-pagten, og hvis ja, hvordan styrer principperne om god tro, formål og mål og effektivitet fortolkningen af pagtens artikel 27(3) i forhold til artikler 1, 2(2) og 24? (b). Især, kan vetoretten bruges i overensstemmelse med pagten, når dens effekt er at hindre Sikkerhedsrådets primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed og forhindre handlinger, der kræves af jus cogens-normer?
Hvad er den juridiske betydning af udtrykket “en part i en tvist skal afstå fra at stemme” i pagtens artikel 27(3), herunder: (a). Kriterierne for at afgøre, om et medlem af Sikkerhedsrådet er en “part i en tvist” under kapitel VI; (b). Om ydelser af væsentlig militær, finansiel eller logistisk støtte til en part i en konflikt gør et permanent medlem til en part i tvisten, der er forpligtet til at afstå fra at stemme, og i så fald hvordan?
(a). Begrænser jus cogens-normer og universelle forpligtelser, især artikel 1 i Folkedrabskonventionen og international sædvaneret om forpligtelsen til at forhindre folkedrab, den lovlige brug af vetoretten? (b). Især, i lyset af ICJ’s retspraksis i forbindelse med alvorlig risiko, hvornår opstår handlingsforpligtelsen for Sikkerhedsrådet og dets medlemmer, således at en veto strider mod pagten?
(a). Når vetoretten bruges i ond tro, i strid med jus cogens-normer eller i strid med artikel 27(3), hvad er de juridiske konsekvenser inden for FN’s institutionelle rammer? (b). Kan Sikkerhedsrådet eller FN i sådanne tilfælde betragte vetoretten som juridisk ineffektiv, vedtage foranstaltninger i substansen eller ignorere dens virkning i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde Rådets pligter under artikler 1 og 24? (c). Hvad er medlemsstaternes forpligtelser under artikler 25 og 2(2) i pagten, når de står over for en påstået veto uden for beføjelse?
Når Sikkerhedsrådet er lammet, hvad er de juridiske konsekvenser af brugen af vetoretten i de situationer, der er beskrevet i spørgsmål 3 og 4, under artikler 10–14 i pagten og Generalforsamlingens resolution A/RES/377(V) (Enhed for Fred)?
(a). Hvordan påvirker artikel 26 i Wien-konventionen om traktatretten (traktater skal overholdes) og artikel 27 (ingen undskyldning i national ret for ikke at opfylde en traktat) et permanent medlems afhængighed af vetoretten, når sådan afhængighed hindrer opfyldelsen af pagtens eller Folkedrabskonventionens forpligtelser? (b). Gælder princippet om misbrug af retten eller doktrinen om, at handlinger uden for beføjelse ikke har juridisk virkning, for vetoretten inden for FN’s juridiske orden, og hvilke konsekvenser medfører det?
FN-pagten * Artikel 1(1): “At opretholde international fred og sikkerhed… og tage effektive kollektive foranstaltninger til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden.” * Artikel 2(2): “Alle medlemmer… skal opfylde deres forpligtelser under denne pagt i god tro.” * Artikel 24(1): “For at sikre hurtig og effektiv handling fra De Forenede Nationer tildeler medlemsstaterne Sikkerhedsrådet det primære ansvar for at opretholde international fred og sikkerhed og er enige om, at… Sikkerhedsrådet handler på deres vegne.” * Artikel 27(3): “I beslutninger under kapitel VI og under artikel 52, stk. 3, skal en part i en tvist afstå fra at stemme.” * Artikel 96(1): “Generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet kan anmode om en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol om ethvert juridisk spørgsmål.”
Wien-konventionen om traktatretten (1969) * Artikel 26 (Traktater skal overholdes): “Enhver traktat, der er i kraft, er bindende for parterne og skal udføres i god tro.” * Artikel 27: “En part må ikke påberåbe sig bestemmelserne i sin nationale ret som undskyldning for ikke at opfylde en traktat.” * Artikel 31(1): “En traktat skal fortolkes i god tro i overensstemmelse med den almindelige betydning, der gives til traktatens vilkår i deres kontekst og i lyset af dens mål og formål.” * Artikel 31(3)(c): “Der skal tages hensyn til relevante regler i international ret, der gælder i forholdet mellem parterne.” * Artikler 32–33: (Supplerende midler; fortolkning af originale tekster)
Konvention om forebyggelse og straf af folkedrab (1948) * Artikel 1: “De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab… er en forbrydelse under international ret, og de forpligter sig til at forhindre og straffe det.”
Den Internationale Domstol — Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro (afgørelse, 26. februar 2007) * “En stats forpligtelse til at forhindre folkedrab og den tilhørende forpligtelse til at handle opstår i det øjeblik, staten ved eller normalt burde vide, at der eksisterer en alvorlig risiko for folkedrab.”
For at hjælpe retten anmodes Generalsekretæren om at udarbejde og overføre et dossier, der blandt andet omfatter: